Solid og omkostningseffektiv drift kombineret med øget indtjening betyder, at netselskabet Dinel har opsparet et overskud i 2019. Dette overskud bliver nu sendt tilbage til kunderne, så det bliver gratis at være netkunde hos Dinel i december 2020.
”Østjylland er et vækstområde, og vi har de seneste år fået mange nye tilslutninger. De mange nye netkunder betyder øget indtjening til selskabet, og da vi samtidig har været dygtige til at drive vores net med færre driftsudgifter, end vi havde budgetteret med, har vi oparbejdet et overskud, som vi deler ud til vores kunder,” siger Lars Kreutzfeldt, bestyrelsesformand i Dinel.
Som netkunde betaler man dels et abonnement og dels en nettarif, der er påvirket af ens elforbrug. Og det er såvel nettariffen som abonnementet, der bliver gratis i december.
De mørke måneder er normalt de måneder, hvor elforbruget er højst, og derfor bliver kundernes besparelse også ekstra attraktiv.
Den grønne omstilling, der er i fuld gang med flere elbiler, opsætning af ladestandere, lokal energiproduktion og store varmepumpeløsninger, betyder naturligvis en markant øget elektrificering af samfundet - og dermed et øget pres på vores elnet. Men Dinel er ikke bekymret for de øgede udfordringer til elnettet.
”Vi har et stærkt og solidt net og en leveringssikkerhed, der er blandt de højeste i Danmark, og vi er helt klar til at håndtere den øgede elektrificering. Og med indførelsen af tidsdifferentierede tariffer, har vi en klar forventning om, at kunderne vil hjælpe med til at flytte forbruget væk fra de mest belastede tidspunkter,” siger Lars Kreutzfeldt.
Et større elforbrug er udover at være til gavn for klimaet og miljøet også en økonomisk fordel for kunderne.
”Alle andelshavere bliver begunstiget af den grønne omstilling, for jo større forbruget er i vores elnet, jo lavere kan vi holde tariffen,” understreger Dinel-formanden
Dinel er som elnetselskab underlagt Forsyningstilsynets reguleringer, og en af reguleringerne går på en indtægtsramme for selskaberne. Det er denne indtægtsramme, som nu betyder, at din Dinel vælger at gøre det gratis at være elnet-kunde i december.
For en gennemsnitsfamilie med et forbrug på 4.800 kWh/år lyder besparelsen på ca. 120 kroner for december måned.