1. maj 2020 markerede kulminationen på manges års hårdt og målrettet arbejde for Dinel. Denne dag overgik de sidste af Dinels forbrugsmålepunkter til flexafregning, så alle 108.300 målepunkter nu enten er flex- eller timeafregnede.
Flexafregning er timeafregning af private elkunder. For Dinels kunder betyder det, at deres strømforbrug registreres time for time, og dermed kan afregnes time for time. På den måde får kunderne mulighed for at betale det, deres strøm koster i den time, de bruger den.
Når vinden blæser eller solen skinner, er strømmen billig, fordi der bliver produceret mere, og måske er efterspørgslen ikke stor. Med flexafregning får kunderne et økonomisk incitament til at bruge strømmen mere fleksibelt alt efter, hvornår den er billigst – deraf navnet ”flexafregning”.
Dinel har arbejdet hen imod flexafregning af alle netkunder over en lang årrække, og er meget tilfredse med nu at være i mål:
”Som moderne netselskab er vi en naturlig og vigtig del af den grønne omstilling. Vi er glade for nu at kunne sætte flueben ved dette store arbejde, som er et skridt på vejen mod et mere bæredygtigt elforbrug. Flexafregning vil være til fordel for forbrugerne, fordi de nu har mulighed for at flytte deres forbrug til når strømmen er grøn og billig – og dermed rent faktisk spare penge på at vælge grønt,” siger Erik Kongsgaard Rasmussen, netdirektør i Dinel.
”Samtidig er flexafregning også en fordel for Dinel selv, fordi vi nu meget hurtigere kan lokalisere de steder i elnettet, hvor elektriske nettab måske kan reduceres. Derudover har der i området været et par eksempler på, at kriminelle har stjålet strøm, ved at strømforsyne såkaldte ”skunkgartnerier” udenom vores elmåler. Den slags strømtyveri har vi nu fået en god mulighed for at opdage tidligere, og dermed hjælpe politiet. På sigt vil begge dele være med til at gøre strømmen billigere for forbrugerne”, slutter han.
Flexafregning bliver indført for at skabe et fleksibelt elmarked. Når elkunderne betaler det, strømmen koster i den time, den bliver brugt, vil der være større incitament til at bruge mere strøm, når den er billig, mens det kan betale sig at spare på strømmen, når den er dyr.
Flexafregning kan derfor bruges til at flytte elkundernes strømforbrug. Afregningen time for time bliver et håndtag, Danmark skal bruge, når der skal indpasses stadig mere vedvarende energi fra sol og vind og understøtte den grønne omstilling.