På en kold, men smuk og solbeskinnet torsdag morgen i april er 16 elever fra Aarhus Maskinmesterskole mødt op på Risdalsvej i Viby, hvor elnetselskabet Dinel har en af sine i alt 29 60/10 kV transformerstationer.
Eleverne bliver vist rundt på stationen, som er en af Dinels nyeste, af Karsten Brixen, driftschef og Peter Overgaard, souschef i Dinel. De kommende maskinmestre får i løbet af rundturen et indblik i Dinels arbejde med at sikre stabil elforsyning til sine godt 109.000 forbrugere.
Besøget er kommet i stand gennem et samarbejde mellem Karsten Brixen fra Dinel og Brian Thøgersen, lektor på Aarhus Maskinmesterskolen. Begge synes de, at det er vigtigt at give de studerende mulighed for at se den teknik og hardware i virkeligheden, som de ellers kun læser om i deres lærebøger.
”Vi ser på billeder og laver en masse teoretiske beregninger på skolen – og hjemme foran skærmene, da eleverne er på et fjernundervisningshold – men eleverne ved ikke nødvendigvis, hvordan tingene ser ud i virkeligheden. Derfor får de ufattelig meget ud af at komme ud i virkeligheden og se og høre, hvordan tingene fungerer. Læring opstår, når man kobler teori og praksis,” siger Brian Thøgersen, lektor på Aarhus Maskinmesterskole og fortsætter:
”Elforsyning er et spændende teoretisk område, som vores studerende er interesseret i, fordi det er fagligt udfordrende for dem. Og med et besøg hos Dinel, får eleverne mulighed for at se, hvordan de vil kunne arbejde med det fagområde i praksis”.
I Dinel vil de gerne bidrage til læring og uddannelse blandt de unge mennesker, og samtidig være med til at vise, hvilke muligheder som venter, når de er færdige på skolebænken.
”Vi vil gerne være med til at skabe interesse for en branche og et fag, som står over for mange spændende udfordringer i fremtiden. Elforsyningsbranchen spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling, og vi kommer til at mangle dygtige unge mennesker, som kan hjælpe med at sikre en stabil forsyning – også i fremtiden,” siger Karsten Brixen, driftschef i Dinel.
De studerende giver også udtryk for, at det er spændende at komme ud i den virkelige verden og se, hvilke muligheder deres uddannelse giver dem i fremtiden, og hvordan de vil kunne arbejde med det, de har lært.
”Bøgerne beskriver jo også ofte optimale og fejlfrie situationer, så det er spændende at kommer ud og se og høre, hvordan virkeligheden ser ud,” siger Danny, som er maskinmesterstuderende og fortsætter:
”Jeg kunne sagtens forestille mig at arbejde i forsyningsbranchen, når jeg er færdiguddannet. Jeg synes, det kunne være spændende at arbejde med en samfundskritisk funktion, og på den måde bidrage til samfundet og fællesskabet.”