Nordiske DataHub’er kan styrke elmarkedet

23. maj 2018

Sverige tager ved lære af danske erfaringer med at opbygge en DataHub. Elnetselskabet Dinel og AURA Elhandel giver nyttig viden videre.

Sverige skal have en DataHub, hvor elnetselskaber og elhandelsselskaber kan udveksle data om kunder og deres elforbrug, og dermed få et mere velfungerende detailmarked, der ad åre kan blive en del af et fællesnordisk tilbud til kunderne. I den forbindelse lytter svenskerne til de erfaringer, danske selskaber har opbygget med opbygning og brug af en central DataHub over de seneste godt fem år.

– Foreløbig har vi haft besøg af en ph.d.-studerende og et hold svenskere fra netselskaber, handelsselskaber og det systemansvarlige selskab, fortæller markedsdatakoordinator Agnete Stærmose fra elnetselskabet Dinel i Odder.

Sammen med sin kollega, projektleder Claus Bucholtz, og repræsentanter for AURA El-handel har Agnete Stærmose været inviteret til at holde oplæg for den svenske energibranche om erfaringerne med den danske DataHub. Det skete på en større digitaliseringskonference i skønne omgivelser i Tammsvik uden for Stockholm.

– Vi har givet meget konkrete råd om DataHub’en både med hensyn til forberedelser, implementering og drift, fortæller Agnete Stærmose.

Signifikante ændringer

I Sverige har regeringen bedt Svenska kraftnät, der er pendanten til danske Energinet, og energitilsynet Energimarknadsinspektionen (Ei), om at gøre klar til at få etableret en DataHub, der skal samle data fra alle elmålere på det svenske elmarked.

I en pressemeddelelse fastslår Svenska kraftnät, at det vil give ‘signifikante ændringer’ på markedet, når svenske kunder – ligesom i Danmark – vil få én elregning; nemlig fra deres elhandelsselskab. Ud fra erfaringer fra bl.a. Danmark og Estland vurderer Svenska kraftät, at DataHub’en tidligst går i drift i slutningen af 2020.

– Vi kunne godt have ønsket os, at vi kunne drage erfaringer fra andre, da vi implementerede DataHub’en og Engrosmodellen, så det er klogt af svenskerne at suge viden ind. Svenskerne får en masse foræret, siger afdelingschef Brian Hansen, der sammen med Agnete Stærmose og Claus Buchholtz har stået i spidsen for Dinels implementerings-hold.

Nyttige manualer og testperioder

I den første fase fra 2013 ’undervurderede alle’ omfanget af DataHub-projektet, men fra 2016 og frem har samarbejdet mellem Energinet, elnetselskaber og it-leverandører ifølge Agnete Stærmose ’fungeret noget nær perfekt’ takket være bl.a. gennemarbejdede manualer og velplanlagte testperioder.

– Vi har som netselskab skulle rydde op i vores data – blandt andet stamdata, kontaktinformation, tariffer, gebyrer, abonnementer og forbrugsdata – ned i mindste detalje, så et godt råd til svenskerne er at komme i gang med en større hovedrengøring i god tid. Høj datakvalitet fra dag 1 og vedligeholdelse af data er vigtigt for, at DataHub’en og dermed elmarkedet kan fungere, fastslår Agnete Stærmose.

Overblik via kurser og seminarer

Elnetselskaber som Dinel er neutrale markedsfacilitatorer, så det er også vigtigt at forstå kundernes behov. Data skal være til at håndtere for elhandelsselskaberne, så de kan betjene deres kunder; altså virksomheder og familier. Undervejs har Dinel derfor lyttet en del til elhandelsselskabernes behov.

– Implementeringen af DataHub’en og Engrosmodellen har været et rigtigt stort projekt, der har udviklet sig hen ad vejen. For at få en overordnet forståelse har Claus og jeg været på samtlige af de kurser og seminarer, Dansk Energi og Energinet har inviteret til undervejs, og vi har holdt rigtig mange møder internt for at holde fokus, fortæller Agnete Stærmose.

– Vi har også arbejdet tæt sammen med EG Utility, der er vores it-leverandør, men det har været vigtigt ikke at betragte indførslen udelukkende som et it-projekt. Det er os, der kender data, og det er os, der skal håndtere praksis de næste mange år, fastslår hun.

Danmark som foregangsland

Også i Norge er elbranchen ved at skabe en DataHub eller, som det hedder på de kanter, en Elhub.no. Idriftsættelsen er blevet udskudt flere gange, og Statnett forventer nu at være klar i februar 2019.

– Det er glædeligt, at Norge og Sverige bevæger sig i samme retning, som vi er gået i Danmark. Danmark er foregangsland på energiområdet. Vi har endnu en gang vist vejen, og nu kan vi så håbe, at resten af Europa også følger trop, siger chefkonsulent Henrik Gunnertoft fra Dansk Energi.

Kilde: danskenergi.dk