Dinels forsyningsområde er i den grad et vækstområde. Byerne i området vokser med flere boliger – og nytilslutninger til elnettet – men også vejnettet udvides for at kunne håndtere den øgede mængde trafik, som væksten fører med sig. Derfor er Aarhus Kommune i øjeblikket ved at bygge en ny stor ringvej uden om Aarhus – Bering-Beder-vejen.
Når kommunen bygger en stor ny vej, skal der graves og flyttes en masse jord – og i den jord ligger Dinels kabler. Som en del af det store vejprojekt, skal Dinel derfor flytte ca. 5 km. kabler, en transformerstation og en række andre anlæg.
Hvis du kører mellem Odder og Aarhus, har du måske lagt mærke til, at der er gang i gravemaskinerne lige uden for Beder. Det store Bering-Beder projekt tager sin begyndelse her, og det er et af de steder, hvor Dinel snart skal i gang med at flytte kabler.
Der skal etableres et stort lyskryds uden for Beder og en tunnel under Letbanen, og Dinel skal derfor blandt andet flytte de kabler, som forsyner Letbanen. En 250 ton tung sænketunnel skal skubbes ind under Letbanen, som kommer til at holde stille et par dage. Kablerne ved Letbanen skal flyttes inden og lægges pænt på plads, når tunnelen er på plads.
Desuden skal Dinel flytte kabler, så de ikke kommer til at ligge under det store nyanlagte lyskryds. Hvis der skulle blive problemer med kablerne senere, er det er det ikke smart at skulle grave et stort, nyt lyskryds op for at reparere dem. Der er allerede etableret to store tilsvarende lyskryds ved Hørning og Tranbjerg, som en del af projektet.
Et andet sted langs den nye vej – lidt uden for Tranbjerg – har Dinel allerede flyttet en af deres transformerstationer. Transformerstation var dårligt placeret i forhold til, hvor den nye vej skulle løbe, men endnu mere uhensigtsmæssigt var det, at transformerstationen ville skulle svæve otte meter oppe i luften, hvis den ikke blev flyttet. Jorden skulle udjævnes og fjernes for at undgå for mange bakker.
Dinel kan ikke ’bare’ flytte en transformerstation fra et sted til et andet, fordi de netkunder, som forsynes fra den, i perioden fra nedtagning til opsætning ikke vil kunne få strøm. Derfor byggede Dinel en anden station, inden de tog den gamle ud af drift.
Hele processen med at bygge en transformerstation, flytte alle kablerne og tage den gamle transformerstationen ned tog ca. to måneder og kostede ca. 1,5 mio. kr. Dinel forventer, at anlægget kan holde i mindst 45 år.
Alt arbejdet, som Dinel skal lave i forbindelse med den nye vej, løber samlet set op i ca. 10 mio. kr. Selv om det er mange penge, og selv om det ikke er et arbejde, som Dinel har sat i gang på eget initiativ, giver det alligevel en række fordele for både Dinel og kunderne.
Når kabler og anlæg flyttes vælger Dinel typisk samtidig at opgradere, eksempelvis ved at lægge tykkere kabler. I forbindelse med flytningen af transformerstationen ved Tranbjerg, blev ledningsnettet til og fra stationen gjort stærkere, og dermed har Dinel fået et forædlet og opgraderet elnet i området, som er bedre i stand til at håndtere den grønne omstilling.
Helt konkret betyder det, at den landmand, som er nabo til den nye transformerstation, nu har mulighed for at lægge et stort solcelleanlæg på sit tag, hvis han ønsker det, og få Dinel til at aftage den strøm, som anlægget producerer. Det kunne ikke lade sig gøre før flytningen, fordi kablerne var for tynde til at aftage strømmen fra solcelleanlægget.
Ydermere betyder et opgraderet og moderne elnet, at det bliver nemmere at betjene for Dinel, eksempelvis på grund af fjernstyrede koblingsanlæg i transformerstationen. Og dermed bliver arbejdsgangen og processen kortere og billigere – til glæde for både Dinel og kunderne.