Strømforbrug i januar og februar 2026 slår rekorden for 2025

Det nye år var kun lige kommet i gang, før strømforbruget i Dinels område slog rekord. Strømforbruget den 5. januar var så højt, at det slog rekorden for 2025, som var den. 20. november. Efterfølgende er rekorden for strømforbrug blevet slået flere gange i både januar og februar.

De nye rekorder et synligt tegn på, at elektrificeringen af samfundet er i gang og er ved at komme op i fart. Den falder nemlig sammen med nogle af årets allerkoldeste dage, og den megen strøm har været med til at holde vores forbrugere varme, fordi de mange varmepumper, som er blevet installeret i området, har kørt på højtryk for at opvarme boliger og arbejdspladser.

Ny, elektrificeret virkelighed

Rekorden er også et billede på, at arbejdet i et elnetselskab som Dinel er ved at ændre sig. Tidligere var elnettet dimensioneret til at kunne håndtere ’kogespidsen’. Det vil sige, at kablerne skulle være tykke nok til at håndtere, at familierne kom hjem fra arbejde, tændte for tv’et, satte en tøjvask over og gik i gang med aftensmaden.

I fremtiden skal kablerne i elnettet være tykke nok til at kunne håndtere en kogspids, men også en ’varmespids’ og en ’ladespids’. På kolde vinterdage vil mange tænde for deres varmepumper for at varme boligen op, og det vil give et betydeligt træk på elnettet.

På samme måde vil elektrificeringen af transporten kræve mere strøm og tykkere kabler i de områder, hvor der er mange elbiler.

I et vist omfang kan vi bede forbrugere om at ’afhjælpe’ nogle af spidserne ved at eksempelvis lade deres elbiler om natten, hvor madlavning ikke også belaster elnettet. Det gør vi allerede i dag, hvor vi har fleksible tariffer, som med lavere tariffer sent om aftenen og om natten giver incitament til at lade uden for kogespidsen.

Men vi kan typisk ikke bede forbrugerne om at vente med at varme deres huse op, og derfor skal der være kapacitet nok i elnettet til iskolde januardage.

Ved hjælp af store mængder data og analyser overvåger Dinel elnettet nøje og sørger for at udbygge elnettet der, hvor vi kan se, at der i fremtiden bliver behov for mere strøm til varmepumperne, elbiler – og selvfølgelig også til madlavning.